Store indvielsesdag i Sandapettai

Endelig oprandt lørdagen, hvor vi skulle indvie den nye, flotte toiletbygning i Sandapettai, hvor vi også har opført klasselokaler. Alle var iført deres flotteste skrud – også dem, der lige havde fået sarier og blouses tilpasset hos skrædderen, og som blev leveret via motorcykel i sidste øjeblik 🙂

Selve indvielsen foregik med pomp og pragt; der var taler af både biskoppen og mange andre indiske honoratiores inden Mette, Anne, Frederikke, Kristiane og Nikolaj på flotteste vis optrådte med “Må din dag få glæde” til dagens muligvis største bifald fra de 400 elever og ansatte. Inden da var toiletbygningen (som er påkrævet af den indiske regering for at måtte drive skole, og som de ikke havde i forvejen i Sandapettai) blevet indviet ved overklipning af silkebånd af Henning og Kirsten som repræsentanter for sognet og Sæby Rotary Klub – og undervejs var der ligeledes flotte underholdende indslag af eleverne på skolen. Alt i alt en super flot formiddag, der blev afsluttet med et lille møde med biskoppen og repræsentanter fra bestyrelsen i skoleprojektet, hvor vores fælles udfordringer og fremtidige planer blev drøftet.

Eftermiddagen og aftenen var til fri disposition – og det var dejligt at slappe af, drikke kaffe i skyggen, få middagslur i airconditionens kølige vinde, eller gå en lille tur på området. Til aften besøgte Mette og Svend Erik, Grethe og Henning, Kirsten, Kristiane og Jesper vores gamle bekendte John Dougles, der tidligere har været på besøg i Skæve. Han og fru Rebacca havde bryllupsdag, så der blev disket op med et overdådigt indisk, velsmagende måltid. Tilbage på Siloam nød resten af flokken stilheden, øvede lidt sange, var til lejrbål med en slags indiske spejdere og hyggede.

Som altid blev aftenen afsluttet på Anne og Louises værelse, hvor dagens forløb minutiøst gennemgås, og hvor de mest morsomme og komiske historier måske lige får lagt en 10-20 procent mere på! 🙂 🙂 🙂