En farverig fridag

Allerede fra morgenstunden anedes det, at det blev en farverig søndag. Kirken var blevet pyntet festligt op til nytår (!!!), så når ventilatorerne startede for fuld skrue, viftede det lifligt over hele loftet med sølvpapir i alverdens farver. Gudstjenesten varede to timer og indeholdt de kendte salmer Nærmere Gud til dig, Lover den Herre, og Guds Kirkes grund alene – altså udsat for en slags Hammondorgel og kraftig tamil accent 🙂

Efterfølgende mødtes vi med vores vært fra aftenen før, John Dougles (det er der forresten også kommet billeder fra med i dagens blog-indlæg). Han har en lille NGO kaldet Sparrow’s Nest – og vi havde en flot donation med til hans projekt fra Indiens Venner i Skæve-Hørby. De arbejder bl.a. med ældres forhold, landsbyudvikling og et nyt projekt om biodiversitet.

Louise og Anne fandt i øvrigt en slangeham i skolegården, som de syntes var meget væmmelig. Dog ikke så væmmelig som dén dinosaur-agtigt mellemstore gekko, som de deler badeværelse med!!! 🙂 🙂 🙂

Midt på dagen var der tid til afslapning på verandaen med kaffe og hygge, inden vi tog nogle at de små gule “autos” (= tuk-tukker) ind til byen. Her skulle der købes forskellige ting (MANGE ting, faktisk; så heldigt at de små køretøjer har bagagerum), og vi kørte rundt til forskellige butikker mens de tre chauffører trofast ventede både det ene og det andet sted i små tre timer… De skulle så også have hele 30,- kroner for besværet hver! 🙂

Vel hjemvendt tog forstanderen på pigernes boarding school, Jane Aneetha (der også er pastor i byen, leder af bungalowen hvor vi bor, samt medlem af Arkot-kirkens ledelse), os på en fantastisk rundvisning ovre ved de 690 piger, der bor dér. Vi så deres sovesale og meget mere – og var med til deres aftensamling inden maden. Her KRÆVEDE pigerne nærmest at høre os alle sammen holde tale! 🙂 Vi roste dem selvfølgelig til skyerne, og høstede stor jubel – ikke mindst for Annes ledelse af “Jeg har fanget mig en myg” (og dém var de virkelig mange af!)