Mandagens program bestod af to skolebesøg i landsbyer (heldigvis i nærheden af hinanden; for vejen var MEGET smal og kringlet, og bussens affjedring er helt sin egen!), hvor vi har potentielle projekter. I Panruti har en cyklon ødelagt dele af deres tegltag – og i Koo Kallakurchi har de ekstremt små lokaler og drømmer om nye skolebygninger. Som altid var det en stor oplevelse at møde de mange glade børn og engagerede lærere – de vil så gerne vise at de både kan læse tamil og tale engelsk (selv om faktisk ikke er specielt gode til sidstnævnte, der falder dem ekstremt svært).
Efter en frokost på en restaurant på vejen nåede vi lige at købe nogle fine metalkufferter, vi havde set på et hostel for skoleelever – det er dén slags kufferter, som børnene har alle deres ejendele i. Og sådan nogle skulle vi da have med hjem til vores støt voksende samling af Indien-effekter. Vi er efterhånden blevet mega gode til at finde rundt og begå os i det lokale forretningsliv, hvor ekspedienterne gerne lige springer over disken for at få taget en selfie med os (altså når de er færdige med at følge 50 cm bagefter os rundt i butikken for at springe til hvis vi skal have hjælp til at bære eller ikke forstår systemet) 🙂 Derefter var der tid til at slappe lidt af. I skolegården på vores campus var der TM (=Thirukoilur-Mesterskaber) i sportsgrenen Kho-Kho, der er en slags fangeleg med omhyggeligt optegnede løbefelter og svært forståelige regler. Men hyggeligt var det – og Siloam-børnenes dragter er rød/hvide, så det passede os mægtig godt 🙂
Aftenprogrammet bestod af opvisning på kostskolen, som vi bor ved siden af. De dygtige børn viste fantastisk flotte dansenumre, rebklatring, ildshow, kampsport og meget mere – særligt til ære for en gruppe amerikanere fra organisationen LPGM, der ankom i går; men vi fik os lige hægtet på deres gruppe 🙂 Det var en super god aften, som blev afsluttet med et dejligt krydret måltid, hvilket vi efterhånden er blevet gode til at navigere i og nyde!
I morgen går turen til Thiruvannamalai, hvor vi skal holde en lille fridag ved at besøge det enorme hindutempel, der fylder 16 fodboldbaner. Her bliver Kirsten og Jesper samlet op af en medarbejder fra ALC for at blive kørt til Chennai for at deltage i en sponsor-konference onsdag morgen – mens resten af gruppen tager tilbage til en sidste aften i vores gode bungalow i Siloam.