Tirsdag – Tiruvannamalai – tempelbesøg og travetur

Tirsdag morgen gik turen mod Tiruvannamalai, hvor vi var inviteret til formiddagssnack hos Epzi og hendes familie. Vi blev budt hjerteligt velkommen med velsignelsesvand i panden og roser af Epzi , hendes mand – Daniel og deres søn Devine. Det var et dejligt gensyn med den lille familie. Daniel fortalte os om hans arbejde som præst og lærer i Shalom Global Mission, Devine optrådte med sang og vi nød indiske snacks imens.

Herefter gik turen til det store tempel, hvor vi fik en lille rundvisning af Daniel. Sko må ikke betræde tempelgrunden, så vi måtte afsted i bare tær. Templet fylder 10 ha og er bygget i 900-tallet. Det er et imponerende bygningsværk med masser af udskæringer og særprægede figurer i flotte farver. Vi fik aske i panden og var vidne til ofring af kokosnødder mm.

Med brændende tær og en oplevelse rigere, kørte vi videre til et hotel, hvor vi fik lækker frokost – stegte nudler med æg og papadomps. Vi tog derefter afsked med Jesper og Kirsten, der skulle køre til Chennai.

Tilbage i Siloam tog Kristiane, Rikke, Frederikke og Anne en tuk tuk ind til det grønne supermarked for at købe en is. Imens drak de gamle kaffe, og Louise fik en snak med 3 resursepersoner, der tager rundt og underviser lærere i engelsk. De var meget interesserede i at høre, om hun, som engelsklærer i Danmark, havde gode råd at give til deres undervisning af indiske børn.

Inden aftensmaden blev der tid til en travetur til floden for at se “templet på stenen”. På vej til og fra floden var vi nærmeste tilskuere til aftenlivet i de mange boliger langs vejen. Der blev lavet mad og vasket tøj, mens børn og forældre glade vinkede og hilste på os. Vi blev på turen tilbage til Siloam nærmeste tilskuere til en større abeflok der krydsede vejen.

Efter endnu et dejligt aftensmåltid, der i aften blev afsluttet med is til dessert, holdt vi aftensamling i mørke, da vi endnu engang blev ramt af strømafbrydelse.

I morgen går turen mod Chennai. Vi har planer om at tage på tur til Pondicherry, hvor vi håber at mærke en brise fra havet.