Efter en lang rejsedag lørdag (også for Mette og Svend Erik, der ganske vist kun var fløjet til Chennai fra Goa for at slutte sig til rejseselskabet – men til gengæld måtte vente fem timer dér på resten) var størstedelen af vores flok noget klatøjede ved morgenbordet søndag morgen; halvanden time efter ankomsten. Søvn var det ikke blevet til meget af, så det var en halvstor udfordring at kæmpe sig igennem de 2 ½ times gudstjeneste, der blev disket op med – på tamil, selvfølgelig. Prædiken alene varede vist omkring 30 minutter, og der blev nikket lidt på bænkerækkerne. Måske tænkte de indiske kirkegængere bare, at vi var enige!

Heldigvis var vi hele dagen ”på hjemmebane”. Stedet, hvor vi bor, består nemlig af både kirken, en kostskole for piger samt både primary-, middle- og highschool for byens børn og unge. Desuden har ALC en kursusejendom her – og så selvfølgelig den store gæste-bungalow, hvor vi bor. Det hele er omkranset af en mur, og en vagt passer på os (eller faktisk er han en ældre herre, der mest åbner porten, men alligevel!)

Overalt, hvor man færdes, vil børnene gerne i kontakt. What’s your name? Where do you come from? Er spørgsmål, man bliver stillet hundredvis af gange, lige som de bare så gerne vil have taget selfies – som regel dog med vores telefoner; men bare dét at blive fotograferet sammen er stort. Overalt er der smil, vinken og søde hilsener – man kan næsten kun blive glad af at være her. 

Nå, men tilbage til søndagens program: Efter kirketid var der stillet snacks og kaffe frem – nogen skulle have et lille hvil (sådan en nats manglende søvn kan godt indhentes i etaper), og derefter en lækker, indisk frokost. Eftermiddagen blev brugt på lidt mere udpakning, for nogen også en lille gåtur ned mod floden – og så var vi inviteret over på skolens sportsplads i skolegården, hvor de ældste af kostskolens piger havde søndagsaktivitet. Reglerne var lidt svære at forstå (selv om de ihærdigt forsøgte at forklare dem), men de spillede i hvert fald ”Kho-Kho” og ”Kabidi”. Og ja, selv under sådan en kamp kan der nok blive taget et par hundrede ”selfies” med de blege tilskuere 🙂

Før aftensmaden dukkede vores gamle bekendte Deivaneethi op. Han er central manager for ALC’s skoledel, og dermed ansvarlig for skoledriften i de mange landsbyer, som kirken dækker. Efter en velkomsttale og uddeling af de traditionelle tørklæder, havde vi en snak om vores fælles projekter og de udfordringer, de har rundt omkring. Bl.a. faldende elevtal, idet der i øjeblikket åbner en del engelsksprogede privatskoler i landsbyerne – hvilket betyder, at der nogle steder mest er dalitter (altså de fattigste kasteløse) tilbage i ALC-skolerne. Skolernes fysiske vedligeholdelse blev også drøftet, så vi glæder os til at se, hvordan det står til derude her de næste dage, når vi kommer på besøg… Her skal vi på forhånd beklage, at I nok kommer til at blive spammet med billeder af børn i både skoleuniformer og flotte farvestrålende dragter 🙂

Mandag bliver en stor dag med officiel velkomst i AK Thanda – hvor vi er engageret i et helt nyt skolebyggeri. Både byens borgere, elever og forældre, biskoppen og hele ALC-staben er indbudt. Det bliver festligt – og det hele starter kl. 10, så vi må tidligt op og ud i vores lille praktiske bus!