Selv de lokale syntes, det var varmt i dag – 33 grader i februar er trods alt ikke standarden. Så det var på stegende hed asfalt, vi begav os ud på vores to planlagte skolebesøg.
Første stop – cirka en times kørsel væk – var den lille landsby Koo Kallakurichi, som vi besøgte første gang for fem år siden. I den mellemliggende tid er der blevet opført en spritny skolebygning med to fine klasselokaler, aktivitetsområde på de flade tag, en lille muret scene, samt et nyt tag på den eksisterende fløj, hvor der er tre klasselokaler. Hele området var pænt og ryddeligt i modsætning til al dét skrald, vi ellers ser. Der var grønne planter i potter og bede – og endnu én kom til, da Henning sammen med nogle af eleverne plantede et træ til minde om dagen.
Grunden til, at vi i sin tid ”faldt for” skolen er, at den åbenlyst har succes med at lære eleverne engelsk, og man kunne se, at børnene virkelig er glade for deres lærere. Det kan være svært at beskrive – men man mærker det helt klart. Og det havde heldigvis ikke ændret sig!
Det var helt fantastisk at besøge de enkelte årgange (det er en elementary school med de yngste trin), som havde forberedt sange og små præsentationer. Det lyste bare ud af dem, at de havde glædet sig til at få spændende besøg 🙂
Omgangstonen ved det efterhånden rituelle møde med lærerne, præsten og forskellige honoratiores for skolen, var meget fri og humoristisk. Da en af dem, der bestyrer ALC’s skolevæsen i landsbyerne, blev præsenteret var det med dén lille bisætning, at han for resten var en glimrende danser. Èn af os kom så til at sige, at gulvet da alligevel var ryddet, for dér sad vi jo i rundkreds på farvede plastikhavestole – og så fremførte han ellers en traditionel indisk dans på bedste vis! 🙂
Et dejligt besøg på en flot skole, der nu har en rigtig god standard – deres næste ønsker er AV-udstyr og ny gulvbelægning i den gamle fløj, samt opfriskning af et lille hjørne, hvor dén vandpumpe, vi også har doneret, står. Det giver god mening for os både at hjælpe med mursten og indhold – sidstnævnte kan I måske fornemme på disse billeder fra klasserne:
Cirka 45 minutter kørsel fra Koo Kallakurichi ligger byen Panruti. Her har ALC en skole med tilhørende hostel for over 100 af deres elever, hvis forældre arbejder langt væk. Der er en pige- og en drengeafdeling, og myndighederne har kritiseret, at der kun er to toiletter til rådighed (altså indiske toiletter, som jo er sådan en special kumme i gulvet). Deres ønske er en bygning med seks enheder til henholdsvis bad og toilet, så stedet kan få en bedre godkendelse. Allerede nu er der sat arbejde i gang for også at forbedre andre af forholdene for de mange kostelever, så forhåbentlig går det hele i opfyldelse. På billederne kan man i øvrigt lige få et glimt af køkkenet, hvor der hver dag laves tre måltider til over 100 børn…
Panruti ligger i et område, hvor man dyrker særligt mange cashewnødder – så inden turen gik hjemad, skulle vi selvfølgelig lige et smut inden om en cashewforretning, der solgte alverdens slags i NOGET større poser, end vi er vante til derhjemme. Vi holdt os vist primært til den saltede udgave – og ikke dém, der var røde af chili eller sorte af peber! De lignede nogen, der kunne bringe selv den mest hårdføre Indienrejsende i knæ 🙂
Torsdag eftermiddag og aften var der ikke noget program – men tiden kunne bruges til shopping og afslapning. Dét udnyttede vi til en tur i de små auto’er til det lokale supermarked, hvor vi fik helt ægte IS i forårsheden! Hvis man pakker sig god nok, kan man faktisk være forbavsende mange i sådan et køretøj; man kan jo både sidde bagpå, på taget, i lag og nærmest på instrumentbrættet 🙂
Nogle stykker af os havde inviteret os selv på aftensmad hos en gammel bekendt af projektet, som har boet hos os i Dybvad – og som sammen med to makkere har startet sin egen NGO hernede. Dén aften var ikke helt uden overraskelser – men dén historie må I vente med til senere 🙂
Godnat fra Tirukoilur.