”Der bliver lidt luft i programmet i dag”… ”Der er kun to ting om formiddagen – så kan vi nyde eftermiddagen i ro og mag”… De fromme forventninger bliver nogle gange trumfet af virkeligheden, når der er mange, der gerne vil hilse på og sige velkommen til! Således også i dag, hvor vi dog havde en formodning om, at tidsplanen ville skride, og derfor jokede med det allerede fra morgenstunden. “Indian Time” er en disciplin helt for sig selv 🙂

Nå, men vi skulle bruge onsdagen på at gense Sandapettai High School, hvor vi indviede en bygning med klasselokaler i 2018 (faktisk præcis på dagen), og en toiletblok i 2020. Begge dele som en fælles indsats af Sæby Rotary Klub og Skæve-Hørby Sogn. Vel ankommet blev vi inviteret med til morgensamling, taler og flaghejsning – lige som to hold piger i deres fineste skrud dansede det bedste show, de havde lært… Det ene til Aqua’s ”Barbie Girl” endda! Så skulle skolebygningerne besigtiges, og vi holdt et lille møde med den ansvarlige præst i området, samt medarbejderne, hvor der fortalte om deres ønsker om nye faciliteter; f.eks. bænke til klasselokalerne og et science lab.

Men en god omgang jævnlig renovering og kalkning var nu heller ikke af vejen – så dét fik vi dem heldigvis med på. Dét går i øvrigt igen på alle vores bygninger – kalkmalingen holder ikke mere end et par år, så får det hårde klima gjort kål på selv de største anstrengelser for at holde det pænt. Det er lang de fleste indere imidlertid ikke så optaget af – og det bliver jo et hverdagssyn for dem. Vi tillader os nu alligevel at insistere på, at det løbende vedligehold kommer højt på prioriteringslisten.

Skolen i Suveseshepuram (en lille landsbyskole med tilhørende hostel for børn, hvis forældre arbejder langt væk fra egnen) fik nyt tag for to år siden. Det gamle var slidte teglsten – og regeringen baserer deres godkendelse af skolerne på, at taget kan modstå det stigende antal cykloner i området. Tamil Nadu-regionen ligger jo direkte ud til Den Bengalske Bugt, helt nede ved Sri Lanka.

Vi blev mødt med det festligste trommeoptog og en æresparade af eleverne, og (efter et noget langsommeligt møde med den lokale øvrighed i kirken) underholdt af de små poder, der virkelig havde gjort noget ud af både udklædning og sang. Herligt at se – deres temaer var familien og naturen. Desværre kan vi ikke lige umiddelbart få bloggen her til at vise videoer (dem har vi nemlig MANGE af), men vi arbejder på sagen… Næste punkt på dagsorden var rundvisning i deres klasser med præsentation af både scienceprojekter og fine Lego-byg.

På hostel-afdelingen er der p.t. 30 elever; 19 drenge og 11 piger, der sover på måtter på gulvet og har alle deres ejendele i en lille metalkuffert på hylden. Som nævnt arbejder de fleste af deres forældre på Mumbai-egnen, og de ser hinanden cirka hvert halve år – selv de alleryngste skoleelever…

Det var en opløftende oplevelse af se de mange smil og den særlige ånd, man tydeligt kan mærke på veldrevne skoler hernede. Eneste minus var deres legeplads, som trængte alvorligt til en hjælpende hånd. Derhjemme ville legepladsinspektøren formentlig omgående have fået nogen sat direkte i fængsel for dén tilstand – men heldigvis har vi gode muligheder for at lave ”straks-donationer”, idet gode folk i vores bagland knokler hårdt for at samle penge ind til vores projekter. Så legepladsen skulle helst være ordnet og udstyret med både nye redskaber, bolde og andre gode sager inden længe 🙂

Og så tilbage til dét med pausen midt på dagen: Vi nåede lige tilbage til vores bungalow i Siloam og hugge frokosten i os, inden vi drog over i konferencesalen, hvor 3. og 4. klasse var samlet. De blev præsenteret for Annes fine powerpoint med supergode klip og beskrivelse fra hverdagen hjemme hos eleverne i hendes klasse på Dybvad Skole. Nu går børnene hernede så i gang med at lave en respons med de samme spørgsmål, som vi tager med hjem på søndag. Dér gik de 20 minutters ”fritid”, som var lagt ind i programmet dén dag! 🙂    

Straks derefter gik bussen mod en landsby en times kørsel væk, hvor vi var inviteret til at overvære en samling i en selvhjælpsgruppe for ammende mødre og gravide. Vi TROEDE egentlig, vi bare skulle deltage og kunne snige os lidt ind i ubemærkethed. Men nej! De troppede op med voldsomt store og nærmest kilotunge blomsterkranse og et trommeoptog, hvor de tre unge fyre gik helt amok med stikkerne hele vejen igennem byen. 

Så inden vi fik set os om, var selvhjælpsgruppen blevet et veritabelt tilløbsstykke, hvor der sad folk i vinduerne, og der ikke kunne stoppes flere ind i lokalet. Og så gik de ellers i gang med endnu et velkomstshow med dans og musik – og vi var egentlig jo bare kommet for at høre lidt om sundhedspleje og modermælk på tamilsk facon 🙂

Heldigvis fik Sundar undervist i dét, han skulle, i hvert fald da 90% af flokken var sendt ud – og de deltagende kvinder var glade. Så nu kunne turen endelig gå hjemad; dog lige med et enkelt stop undervejs hos en gruppe børn i en evening study group i nabobyen, som lige fik et besøg – dén slags skal der være plads til. Og heldigvis stoppede vi – for de havde bundet flotte små buketter, og tre piger havde taget deres fineste tøj på og forberedt en dans, mens 10-12 andre var voldsomt benovede over et håndtryk og en lille halvt-engelsk-dansk-tamil-fagte-snak 🙂

Det kan helt sikkert være fristende at køre hurtigt hjem, når det er blevet sent og dagen har været nok så lang – og eventuelt vælge at skippe et enkelt programpunkt. Men nu er det jo visitten fra OS, som måske er deres dage eller uges absolutte højdepunkt…  

Godnat herfra – på genhør i morgen, hvor vi starter frygteligt tidligt ud med morgenmad kl. 07 og afgang på nye eventyr kl. 07.30!