Det var nemlig dagen for besøget i landsbyen AK Thanda, hvor vi sammen med ALC og de lokale har opført en tilbygning til den eksisterende playschool’s lokale. Således er der nu tilført to nye klasselokaler, fundamentet til et tredje, og dermed mulighed for at nå op på fem klasselokaler og et lille kontor, når taget kan udnyttes til sin tid. Minimumskravet fra regeringen er fem klasselokaler, før man må kalde sig en helt ægte skole – så inden længe slipper de små (og de ER vitterligt godt nok nogle små søde størrelser) fremover for at skulle transporteres 10-20 kilometer i bjergene til andre skoler.
AK Thanda ligger i Kalrayan Hills, som er et grønt og frodigt område, som primært bebos af stammefolket lombardierne. Det er oprindeligt et omrejsende folkefærd, der altid har holdt til i bjergene. Fra vores bungalow i Tirukoilur er det en tur på 69 kilometer – som varede godt tre timer igennem den vilde indiske morgentrafik, hvor det føles som om, hvert andet øjeblik er ens sidste…! Men det var ventetiden værd!
Den officielle velkomst bød på al den festivitas, som inderne kan præstere. Først og fremmest hilste vi på den nyvalgte biskop, Peter Paul Thomas, og hele hans følge af embedsmænd; eller office bearers, som de kaldes. Vi mødtes i en rigtig fin bungalow, der er opført i bjergene af en tidligere bilforhandler, Sam Paul, fra Chennai. Sam og hans kone bruger huset som en slags feriebolig på grund af den markante forskel på dette sted og storbyens evige larm og hektiske liv. I bjergene er luften frisk, alt er grønt, og der er knapt så mange mennesker og dyr overalt. Men de dytter stadig i vildskab i trafikken, selv om vejen er næsten tom! 🙂
Velkomstdrink’en bestod af kokosnødder fra egen gård, hvorefter vi bevægede os over på den anden side af vejen, hvor skolen og kirken ligger. Vi blev på festligste vis udstyret med turban og blomsterkranse, fik en lille plet i panden, og marcherede under tromme- og biskop-eskorte op mod det igangværende byggeri. Både børn og voksne var festligt pyntet, og det var meget højtideligt, da Henning hejste det indiske flag sammen med biskop Peter under afsyngelsen af den indiske nationalsang, som børnene selvfølgelig kunne udenad.
Efter en rundvisning på området, hvor vi bl.a. hilste på et lille hold skrædderelever af lombardipiger, der holder til i kirken, var der møde. Og når indiske embedsfolk siger møde, så mener de virkelig MØDE…! Som regel timelange og med mange (mange!) ord. Sproget tamil er i virkeligheden meget smukt og blomstrende – men det mister en del i oversættelsen til engelsk – og så bliver det nogle gange bare voldsomt langt i stedet. Alle skal helst sige noget; det er som om, der er bonus til dén, der formår at holde den gående længst 🙂
Men uanset, så fik vi en god beskrivelse af området og dets historie, en redegørelse for den nye biskops visioner – og fik da også fortalt om vores egne ønsker og forventninger til samarbejdet fremover; og så er alt godt.
Efterfølgende var der superfin underholdning ved de små børnehaveklassebørn, der havde lært en velkomstdans og det hele. Deres øjne lyste helt op ved de mange klapsalver – og så gør det pludselig ikke så meget, at man har siddet til møde et par timer!
Besøget i AK Thanda sluttede af med træplantning rundt om kirken, hvor vi alle fik vores eget træ, inden frokosten blev indtaget på bananblade i skyggen hos Sam Paul.
Efterfølgende skulle vi ind omkring ALC’s agricultural center i Kariyalur; et landbrugscenter med egen avl af tapioka, kokosnødder, ris, mango, betelnødder (hvor barken fra tæerne i øvrigt bruges til de træagtige engangstallerkener, vi bruger derhjemme). Den ansvarlige for centeret, en ung og meget dygtig fyr ved navn Goodwin, viste rundt og fortalte om de 21 hektar og deres anvendelse. Stedet har tidligere været brugt til samme formål – men været lukket og tilgroet. Under den tidligere biskop, Samuel Kennady, blev det imidlertid genåbnet – og nu er der 10 medarbejdere, og stedet skal både kunne levere frugt og grønt til de fire ALC-hostels for børn og unge i bjergene, samt generere økonomi til skoleprojektet.
På det ene hostel, hvor pastor Goodwin og fru Sheila bor sammen med deres to børn, var vi inviteret på the og kage. Og selvfølgelig var alle børnene samlet til en dejlig velkomst med sange og fagter. Goodwin er virkelig fremragende med børnene, som har glimt i øjet (det har medarbejderne også dér). Der er ingen internet og SoMe i bjergene – så de var svært taknemmelige over noget så simpelt som en god gang Boogie-Woogie, som Anne forestod. Det HELT store grineflip brød naturligvis ud, da rumpen skulle rystes! 🙂
Efter besøget havde vi en flot tur hjem gennem bjergene og deres fantastiske udsigt i vores lille bus, inden vi atter ramte storbyens larm – for når det bliver mørkt, vågner inderne for alvor op og begiver sig ud på gader og stræder…