Tirsdag blev det endelig tid til afrejse for flokken på 6 personer (Grethe, Henning, Louise, Anne, Kirsten og Jesper), der skulle mødes med familien Volsgaard (inkl. Rikke) i Chennai efter at disse havde havde været på nogle dages ferie i Goa. Førstnævnte flok havde en hektisk rejsedag med kun kort tid i lufthavnene i både København og New Delhi – så der var fart over feltet for at komme fra et fly til det næste, og særligt igennem rækken af skrankepaver ved immigrationen i Indien. De havde glædet sig til gensynet med Volsgaard-klanen, som skulle lande i Chennai et par timer før. Men ak – der var ingen dannebrogsflag i lufthavnen; de havde nemlig misset flyveren, og var strandet i Mumbai. Heldigvis blev der booket om (via sædvanligt indisk bureaukrati, hvor det krævede 27 mennesker, der kiggede, mens kun én person havde autoritet til at skrive navnene op i en gammel kinabog og sige: “Videre til næste skranke”!). Nå, men heldigvis lykkedes det – og med 5 timers forsinkelse var hele gruppen på 12 personer samlet i Chennai. Derefter en “lille” biltur til Thirukoilur, hvor der var modtagelse med trommeorkester og parade. De stakkels børn havde ventet siden kl. 16.30 – og klokken var efterhånden blevet 22… Men de påstod, at de havde glædet sig til at se os 🙂

Efter en god nats søvn (okay, i hvert fald en nats søvn, punktum) gik turen efter en dejlig morgenmad med toastbrød, havregrød, hårdkogte æg og frugt) til Thiruvannamalai, hvor vi besøgte Timothy Centre – et sted, hvor gadebørn bliver fjernet fra børnearbejde og får uddannelse. I sammenhæng hermed ligger Lebanon – ligeledes et ALC-center, men for enker, der væver fantastisk flotte håndklæder, viskestykker, dækkeservietter og meget mere, som de sælger… Vi ryddede vist hele butikken 🙂

Vi nåede heldigvis også en tur til Somasipadi, der er det første sted, Skæve Sogn opførte nye skolebygninger i 2012 – så det er altid en helt særlig oplevelse at besøge lige præcis denne skole. Og det var ingen skuffelse at blive modtaget af de smilende børn og medarbejdere, der alle gør et godt stykke arbejde for at skabe skole ude i en af de fattigste dele af landet. En lille dreng begyndte faktisk at græde fordi han aldrig havde set nogen med dén sære hudfarve – det siger lidt om, hvor sjældent denne del af Indien får besøg af udlændinge.

Tilbage i Thiruvannamalai var der mulighed for shopping (skjorter, sarier og chuttier) i det kæmpestore virvar af mennesker, dyr og trafik, som både større og mindre indiske byer er. Det kan næsten ikke beskrives med ord, hvordan der er folk og forskellige former for køretøjer overalt – og i alle mulige retninger. Flettereglen hernede er blevet omdøbt til lynlåsreglen, siger Svend Erik!

Aftensmaden kl. 19.30 i dag blev indtaget i en noget mere løftet stemning end dén i aftes kl. 22.15! 🙂

Nu vil vi i seng og sove RIGTIG godt inden vi skal ud på nye eventyr i morgen…